Vasen 14 | Postbox 99 - 7620 Lemvig | Tlf. 9663 5700 - Fax 9781 0703 | lemvighs@lemvighs.dk
FORSIDEN  SKOLEN  FRONTER
  
 
Nyheder

Når undervisning flytter til Manhattan Skylines

Dato: 21-01-2010

Når undervisning flytter til bl.a. Manhattan Skylines, Operahuset eller den kinesiske mur

11 elever fra Lemvig Handelsskole og Handelsgymnasium på spændende studieophold

2010 vil blive et uforglemmeligt år for en gruppe af Lemvig Handelsskoles og Handelsgymnasiets elever. Ungdomsuddannelser behøver ikke kun at blive afviklet i Lemvig, når man går på Lemvig Handelsskole og Handelsgymnasium. Ikke når en del af undervisningen foregår under fjerne himmelstrøg.
Det har 11 elever med glæde konstateret og har derfor tilmeldt sig et studieophold af kortere og længere varighed i England, USA, Kina og Australien, hvor de indkvarteres hos værtsfamilier, bliver undervist på College og oplever værtlandenes pulserende storbyer og storslåede natur.

Flere elever er på vej, ikke mindst til Spanien, hvor Lemvig Handelsgymnasium tilbyder et 3 ugers studieophold på Academia DEBLA i Malaga.
Anette Bagge Jacobsen og Micah D.C. Allones tager 3 uger på studieophold i Skotland, hvor Stevenson College i Edinburgh vil danne ramme for undervisning, praktik og udflugter for de to elever.
Kasper Pedersen og Tanja Trillingsgaard Jensen glæder sig til studieopholdet på Cambridge Regional College og byen med de verdensberømte smukke gamle universiteter, der tiltrækker studerende fra hele verden.

Anders Krarup Andersen, Henrik Hyldgaard Bendtsen, Mathias Rud Jensen, Sanne Lystbæk Rasmussen og Mette Suusgaard Graversen har valgt den idylliske kanalby Brighton i det sydligste England, hvor de vil modtage undervisning på engelsk i fagene afsætning og samfundsfag, der selvfølgelig sætter fokus på den engelske økonomi og politik. Samtidig bliver sightseeing i London og shopping på de berømte indkøbsgader, Oxford Street og Regent Street et godt afbræk på den travle skoledag på City College Brighton .

Hvad får 2 unge entusiastiske handelsggymnasieelever til at bruge 4 uger på Bunkerhill Community College i Boston, USA? Peter I Dali og Søren Hansen er ikke i tvivl: ”Jeg glæder mig, USA er meget interessant, jeg har aldrig været dér men har hørt en masse godt. Jeg regner med, at undervisningen er god og anderledes”, siger Peter og glæder sig samtidig til en 7 dages rundrejse til Niagra Falls, Lancaster (Amish-Området), Washington D.C. og New York City.

Også Kent Christensen glæder sig. For hans vedkommende er det Kina, der trækker. 2 ugers undervisning på Shanghai Finance University med udflugter til den kinesiske mur og den forbudte by. Virksomhedsbesøg, der bl.a. omfatter et besøg på verdensudstillingen EXPO 2010 SHANGHAI .

For Camilla Jensen Collin fra HH2 A er et stort internationalt College i Brisbane, Australien, det sted, der appellerer mest til hendes interesser og eventyrlyst. 3 uger på skolebænken og 1 uge på ”opleveren” med udflugt til bl.a. Operahuset i Sidney og en 1 uges backpackingtur til Moreton Island, hvilket inkluderer bl.a. sandslædekørsel i nogle af verdens højeste klitter, falder absolut i hendes smag.

Alle disse spændende tilbud om studieophold i udlandet, om studieretninger, sportscollege og fag kan man høre mere om tirsdag den 26.1. fra kl. 19.30 på Lemvig Handelsskole Handelsgymnasium, hvor også repræsentanter fra B&O; Aarhus Universitet - Handels- og IngeniørHøjskolen og Matas vil præsentere muligheder efter Lemvig Handelsskole og Handelsgymnasium.




 
© Copyright 2009 Lemvig HandelsSkole & HandelsGynnasium - Siden er udarbejdet i samarbejde med ResenNet